Sjællandsgade 23, 8600 Silkeborg

Bynær ejendom med tre boliger i én

Ti minutter til fods fra Silkeborgs gågader finder I jeres næste boligkapitel på en attraktiv adresse i Alderslyst. Her ligger nemlig en spændende ejendom, som står klar til nye ejere, der enten kan flytte ind i den ene af tre fine lejligheder eller på sigt kan forvandle ejendommen til ét stort familiehjem.

Beliggenheden er billedet på det, som Silkeborg kan. I bor nemlig bynært, mens I samtidig bor helt tæt på sø og natur. Jeres ejendom ligger rigtig godt i Alderslyst; blandt veletablerede villaveje, som folder sig ud mod Sølystvej og Silkeborg Langsø, og I har ikke langt til det store badeområde. Derudover har I få hundrede meter til indkøb og bybus samt gåafstand til bylivet i centrum, det stemningsfulde havneområde og Papirfabrikken.

En masse muligheder hører med i købet. Ejendommen rummer samlet set 228 m². Der er indrettet én lejlighed på førstesalen og to i stueetagen. De to sidstnævnte er lejet ud, mens den øverste lejlighed står klar til jer. Heroppe kan I flytte direkte ind i et gennemrenoveret hjem, mens I kan glæde jer over lejeindtægterne fra de øvrige boliger; eller I kan vælge at slå to eller alle lejlighederne sammen. Måske I vil rykke ind i hele stueetagen og udleje førstesalen? Mulighederne er mange.

I overtager en klassisk ejendom fra 1909, og charmen er stadig at spore rundt om i huset. Den ene stuelejlighed rummer et værelse, et badeværelse og en stue med forbindelse til køkkenet; den anden byder på et køkken, et bad, et værelse og to stuemiljøer. Øverst står de gode oplevelser i kø, for den treværelses lejlighed blev smagfuldt renoveret fra A-Z i perioden 2022-23.

Charmen er bevaret i takt med den omfattende modernisering, som er professionelt udført. Her forenes stilrent design med afhøvlede plankegulve, blotlagte hanebånd og gamle, hvidmalede døre med flotte dørhåndtag. Skråvægge og lofter blev efterisoleret, loftet blev ført til kip, alle vægge blev filtet og malet, og et flot vinduesparti med dør blev sat i mod den store, sydvestvendte altan. Derudover blev badeværelset moderniseret med nyt gulv, nyt inventar samt bruseniche, og der blev installeret et lækkert Kvik-køkken med god skabsplads. Foruden køkken-alrummet, badeværelset og den højloftede stue finder I også to store værelser, så alt i alt: en rigtig dejlig lejlighed.

Til førstesalens lejlighed hører også den store, solrige altan med fin udsigt over området, og dertil kommer en fælles gårdhave, der ligeledes vender mod de mange soltimer fra sydvest. På grunden finder I desuden en carport, et redskabsrum og et kælderrum tilhørende den ene lejlighed.

Er det her, I skal ende boligjagten? Kontakt os for en fremvisning allerede i dag.

Andre oplysninger: Overtagelse efter aftale. Boligen opvarmes med fjernvarme.

Kontakt os

  • Lene Bang

  • Ejendomsmægler
  • T: 86382300
  • M: 53888600

Bestil fremvisning

Bestil salgsmateriale

Lignende boliger